Sanganee – revolutionær rap med lyrikken i højsædet.
Marc Sanganee er rapper og aktivt medlem af Kommunistisk Parti. Som rapper har han lyrikken i højsædet, og gør en ære af at skrive en god tekst. I subgenren Politisk Hip Hop går Sanganee meget op i at sprede klare og kraftfulde budskaber ud til sine lyttere.
Sanganee har tidligere lavet en rap med musikvideo fra et asylcenter i Nordjylland, hvor han med børnene på centret appellerede for bedre forhold og forståelse over for flygtninge. Marcs mål med musikken er at gøre danskerne klassebevidste og kritiske overfor kapitalismen.
En ægte trubadur, der synger om den arbejderklasse som hun selv er en del af, og hvis vilkår hun altid har arbejdet for.
Nynne har gennem mange år arbejdet indenfor det specialpædagogiske område i Vestsjælland. Som fagligt aktiv har hun været tillidsrepræsentant gennem en årrække, og har hele livet arbejdet aktivt som kommunist.
Nynne er en kulturinstitution på Rød Sommerlejr, hvor hun inviterer til at ‘Nynne med Nynne’. Mange unge har fået glæden ved fællessang og lysten til at optræde gennem Nynne og gennem den vejledning, hun er så god til at give.
Nynne er altså en ægte trubadur. Hun synger, fordi hun kan lide det, og kommer gerne forbi med guitaren, når der er et støttearrangement.
Fælles for Nynnes sange er, at de beskriver arbejderklassen, folk på bunden af samfundet og et samfund, der trænger til et gevaldigt gennemsyn.
Vi giver jer her et par eksempler på den store skat af røde sange, som Nynne har i sit repertoire.
Blues-kender, udviklingsarbejder, fredsaktivist og globetrotter.
Blandt mange ting i livet er Allan Vokstrup musiker – oprindeligt er han trommeslager, i de senere år er guitaren kommet med. I dag spiller Allan trommer i Young at Heart og Cajon og percussion i De kælderkolde.
Allan har arbejdet mange år i Afrika, hvor han spillede trommer i sin fritid. I Dar-es Salaam, Tanzania sad han ofte ind med Marquis de Zaire og spillede fast i Rock Bottom.
Da Allan trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, besluttede han sig for at lære at spille på guitar og dyrke bluesmusikken, alene men også gerne sammen med andre.
Hans livslange og meget brede erfaring med musikken er unik og giver lytteren en facetteret oplevelse. Allan virker som anmelder på Arbejderen.dk og kan også – under sit afrikanske kælenavn Mzee wa Kazi – følges på Facebook.
Allans musikalske karriere går et par generationer tilbage; fra slutningen af 1960’erne og op gennem 80’erne spillede han trommer i forskellige danske grupper i forskellige genrer f.eks. rock i power trioen Cinderella (kan købes hos Karma Music og streames på bl.a. Spotify og Tidal), rockabilly med Eddie’s Hotdog og jazz med Romme’s Swingband. Han var også med på champagneglas og som hjælpesanger på Jammersmindes indspilning af ØK-operaen.
Bandet som rigtig mange kender; de er aldrig bange for at stille op til et støttearrangement – stort eller småt. De Røde Ører spiller røde sange med et twist, for alle der gerne vil høre dem.
De Røde Ører har gennem årene haft skiftende besætninger, men har i de sidste fire år bestået af Anne Bode (sang), Thomas Riem (guitar, sang, computere) og Helge Knudsen (bas, cello, elektronik). Desuden låner de gerne en trommeslager, hvis situationen kræver det!
De Røde Ører tager gerne livtag forskellige musikgenrer, men rødderne står solidt i den røde sangskat.
Fællessange fra det revolutionære arvegods, i mere eller mindre traditionelle udgaver
Nye oversættelser af fx Violeta Parra og Rudolf Nilsen
PH’s – næsten – glemte, skarpe sang om kærlighed og krig
Egne numre
Og så er der SÅ meget mere….
Alle tre er aktive kommunister og vil med deres musik gerne støtte op om alle initiativer, der bringer bedre vilkår for arbejderklassen. Overskuddet af alle honorarer går til at støtte netavisen, Arbejderen.dk
De Røde Ører er både et band, man lytter til når de spiller for diverse foreninger, og et band man danser til, når de spiller op til fest.
De er kendt mange steder i Danmark, fordi de ikke er bange for at sætte sig i en bil og køre af sted mod for eksempel Nordjylland, hvis det er der festen eller arrangementet foregår. Og de er husket fordi de til de sidste to EU valg, har været band for Folkebevægelsens valgfest, der blev tv-transmitteret til hele landet.
Du kan følge De Røde Ører på Facebook. Her ligger en del materiale, blandt andet de videoer, vi præsenterer på denne side. Bandet har lovet at indspille et par numre specielt til VORES KULTURs hjemmeside, når der bliver plads i deres travle kalender. Indtil da kan du lytte til dem her, gå til et af de arrangementer, hvor de stiller op, eller du kan følge dem på Facebook.
Måske tænker en en økonom og musiker bedre med en guitar i nærheden. I hvert fald står der ofte en på Thomas’ kontor på arbejdet.
Thomas er uddannet økonom, og har hele sit liv været aktiv som kommunist. Musikken er med i alt, hvad han laver.
Thomas er tit den der organiserer, lærer fra sig og står i spidsen for musikalske udfoldelser i mange sammenhænge, blandt andet på den årlige Rød Sommerlejr. Han er med i flere bands, bl.a. De Røde Ører, fordi musik er mange ting for Thomas.
Men det er i de sjældne øjeblikke hvor han stiller sig op helt alene, bare ham og guitaren, at vi som tilskuere får lov til at opleve hvor følsom, rå og enkel musikken og Thomas også kan være.
Nummeret på videoen er indspillet og produceret på en regnvejrsdag i sommerhuset på Odden. Hør Keld Lund Andersens fremragende version af “Vi lever endnu” her på Facebook.